Hvad er cirkulær økonomi?

 

Cirkulær økonomi er en måde at tænke produktion og forbrug på, som er miljømæssigt og kommercielt bæredygtig. Inspirationen kommer fra naturens cyklus, hvor intet går til spilde, men derimod giver næring til hinanden. En orm bliver spist af en fugl, som bliver spist af ræv, der dør og bliver til næring for planter, som bliver spist af orme - og så videre.

Et opgør med "Producer – forbrug – smid væk" kulturen

Den cirkulære økonomi er et opgør med den nuværende lineære forbrugs- og produktionsform, hvor virksomheder producerer en vare og sælger den til forbrugeren, som anvender den og siden smider den ud, når den er brugt. Resultatet er overforbrug af knappe ressourcer og bjerge af affald, som ikke lader sig nedbryde i naturen.

’Producer – forbrug – smid væk’ fungerer kun succesfuldt som metode, så længe ressourcerne er uendelige, og naturen kan absorbere og nedbryde affaldet i et naturligt tempo. I en verden, der er hastigt på vej mod syv milliarder indbyggere, som i stigende grad efterspørger teknologiske goder som fx mobiltelefoner og andre forbrugsvarer, er der hverken råstoffer eller affaldssystemer gearet til, at systemet kan håndtere disse stærkt voksende affaldsmængder.

Vi har brug for et system, hvor produkterne går ’fra vugge til vugge’

om-cirkulaer-oekonomi/skaermbillede-2012-08-30-kl-120054.pngDet viser sig tydeligt i priserne på varer, metaller og energi, der efter at være faldet stødt de seneste 100 år, siden 2000 har været eksplosivt stigende med en meget stejl, voksende vækstkurve. Den nuværende lineære økonomi skaber hovedsagelig produkter, der lever fra ’vugge til grav’ og ender som affald. Løsningen er i stedet et system, der henter morgendagens råstoffer i nutidens produkter ved at minimere affaldsmængderne. Et system, hvor produkterne derfor går fra ’vugge til vugge’ i et cirkulært kredsløb, og komponenter lever videre i nye produkter.

Klik for at se billedet større

Den cirkulære økonomi er inspireret af netop Cradle to Cradle-tankegangen (C2C) ved at forebygge affald allerede i designfasen. C2C-certificerede produkter er skabt til at blive adskilt og genanvendt efter brug: Biologisk nedbrydelige komponenter går tilbage til jorden gennem et biologisk kredsløb, og teknologiske komponenter indgår i en cyklus, hvor produkter renoveres, genanvendes og forbedres, så de kan indgå i nye produkter. om-cirkulaer-oekonomi/skaermbillede-2012-08-30-kl-153618.png

På den måde bliver de knappe ressourcer del af en potentiel uendelig cyklus, hvor råstofferne bevarer kvaliteten og skaber værdi langt ud over det enkelte produkts levetid.

Der er en indlysende miljømæssig gevinst ved at genbruge og opgradere knappe ressourcer, som metaller og polymerer, eller at lade biologisk nedbrydelige materialer gå tilbage til naturens kredsløb. Derudover er den cirkulære økonomi simpelthen en god forretning for såvel producenter som forbrugere.

Cirkulær økonomi er en god forretning for både producent og forbruger

For at den cirkulære økonomi kan fungere, er der behov for nye forretningsmodeller, hvor forbrugerne i stedet for at eje, leaser eller lejer produkter af producenten, som står for genanvendelse, vedligeholdelse og opgradering. Dette kræver en lang række nye og tættere samarbejder mellem virksomheder, som man bl.a. har gjort det i Kalundborg, hvor en håndfuld virksomheder har skabt et symbiotisk samarbejde, hvor de løbende aftager affald fra hinanden og omskaber det til nye ressourcer.

Læs mere om Kalunborg symbiosen her

En række internationale eksempler på nye forretningsmodeller og samarbejdsformer er samlet i et nyt studie udarbejdet for The Ellen MacArthur Foundation. Eksemplerne taler deres eget tydelige sprog.

om-cirkulaer-oekonomi/skaermbillede-2012-08-30-kl-154028.png

Ved fx at lease vaskemaskinen i stedet for at eje den, kan forbrugerne eksempelvis spare omkring en tredjedel pr. vask samtidig med, at producenterne opnår en 30 procent højere profit. Ved at designe mobiltelefoner, så de lettere kan skilles ad og genbruges, kan man spare 50 procent i produktionsomkostninger. I bilindustrien kan man alene i EU årligt spare mere end 16 milliarder amerikanske dollars netto på omkostninger til materialer, arbejdskraft og energi ved leasing frem for almindeligt salg.

Den miljømæssige gevinst ved en cirkulær økonomi går med andre ord hånd i hånd med øget profit, symbiotiske strategiske samarbejder, bedre service for forbrugerne og øget velfærd verden over og skaber et bæredygtigt og fremtidssikret produktionskredsløb.