skip to Main Content

Cirkulær økonomi i Herning Kommune

Een af de eksempler der kan kome ud af projektet, er en taske lavet af en aflagt arbejdsjakke fra Driftafdelingen i Hernnig Kommune.

De seneste uger er der blevet arbejdet på højtryk rundt omkring på VIA Universitys uddannelser på TEKO. Mere end 100 studerende fra tre forskellige uddannelser har været i gang med at udvikle idéer til og prototyper på genanvendelse af Herning Kommunes kasserede arbejdstøj, som omdrejningspunktet i projektet, Kommunen deltager i Rethink Business med.  

Af Louise Hauchrog Hesselberg, lohe@viauc.dk

De studerende har været inddelt i 16 grupper, og alle har fået udleveret arbejdstøj, som de kunne bruge til at lave prototyper af. Det er blevet til mere end 20 produkter og 100 idéer, med alt fra hundeveste, til telte, Ipad sleeves, rygsække, og siddemøbler.

Børn skal være en del af den grønne model

”Det bedste ved projektet er, at det ikke bare er noget, vi leger. Det er en reel problemstilling, som Herning Kommune og De Forenede Dampvaskerier har ønsket at få vores løsningsforslag på. ”Vi har haft tæt ved 50 idéer, og vi har været igennem en lang udviklingsfase, der har hjulpet os med ikke at låse os fast på én idé for hurtigt. Vi har afsøgt forskellige muligheder, og det har gjort konceptet for den endelige idé endnu skarpere,” siger Sandra Gammelholt, der studerer ”Branding and Marketing Management”.

Sandras gruppe har udviklet en rygsæk til børnehavebørn, hvor der er et ekstra rum til fx. gymnastiktøj. Rummet er aftageligt og kan let klikkes af og på, og kan desuden bruges som siddeunderlag fx på skovture.

Tasken skal være med til at lære børnene, at det har værdi at genanvende ting – både for miljøet og for dem selv. Gruppen har derfor udarbejdet en lille bog med en historie om, hvor tasken stammer fra, og hvordan den er blevet til.

”Vores produkt er værdiskabende og har en nytteværdi for børn, pædagoger og forældre. Det handler om at få viderebragt det gode budskab og lære børnene, i en så tidlig alder som muligt, at det er vigtigt at tænke på miljøet,” understreger Petra S. Gisalason, der er gruppens tekstilformidler.

Genbrugsvest skal redde liv

Dobbelt så mange danske hunde rammes af biler i vinterhalvåret som i sommerhalvåret. Det er et reelt problem, som en af grupperne blev opmærksomme på og satte sig for at løse.

”Vi har gjort det til en fordel, at det kasserede tøj har stærke neonfarver og reflekser, og vi har udviklet en vest og et halsbånd til hunde, samt en personvest til hundeførerne” fortæller Louise Lindvald, der studerer ”Design Fashion”.

”Det har både været en frustrerende, udfordrende, spændende og relevant proces. Frustrerende fordi præmissen har ændret sig igennem forløbet, hvilket har betydet nye udfordringer og ting, der skulle tages hensyn til i det innovative forløb. Udfordrende og spændende fordi det er et konkret projekt, som rent faktisk kan blive til et produkt, afslutter hun.

Alle i gruppen er enige om, at de har lært meget af projektet, hvor alt fra produktberettigelse, design, økonomi og afsætningsmuligheder er blevet overvejet.

Idéer der skaber værdi

Miljøchef ved de Forenede Dampvaskerier, Christian Lind-Holm Kuhnt, er ikke i tvivl om, at der er kommet idéer frem, der er værd at arbejde videre med. ”Det har været utrolig inspirerende og motiverende at se, hvad de studerende har fået ud af det udslidte tøj, som ellers vil blive sendt til forbrænding.

Jeg mener, at der er et stort forretningsmæssigt potentiale i flere af de produkter vi har set,” siger Christian, der er meget åben over for at blive kontaktet af de studerende efterfølgende.

Også ved Herning Kommune og Region Midtjylland er der stor tilfredshed med udbyttet af det tværfaglige projekt på VIAs uddannelser i Herning. ”De studerende har haft blik for at inddrage forskellige stakeholders, afsøge mulige samarbejdspartnere og taget kontakt til potentielle aftagere. Idéerne har generelt været meget gennemarbejdede, påpeger Christian Fredsø, der er projektleder på ”Rethink Business ved Region Midtjylland.

”Helhedsprojektet er meget interessant, og hele palletten af idéer, der er kommet frem, kan bruges til at modellere hinanden og skabe produkter af stor værdi, både for afsendere og modtagere,” afslutter han.

Læs også artiklen “Herning Kommune satser på genanvendelse”

Læs også artiklen “3 kommuner får støtte til projekter med cirkulær økonomi”

For nærmere information kontakt:

Miljøchef Christian Lind-Holm Kuhnt, De Forenede Dampvaskerier tlf. 41 91 87 20
Projektleder Christian Fredsø, Region Midtjylland tlf. 20 72 94 72
Projektleder Merete Gammelmark, Herning Kommune tlf. 96 28 85 05

Back To Top